Referat Af ordinær generalforsamling Den 8. april 2017






Referat

Af ordinær generalforsamling

Den 8. april 2017 i Haveforeningen Nyvang 75, Kalundborg


Ad pkt. 1. Valg af dirigent


Formanden, Helle Bøgh, bød velkommen til generalforsamlingen og foreslog, at Jan Ole Jensen, Formand i Virkelyst, blev valgt som dirigent. Valget skete enstemmigt.

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og  i alt 30 havelejere var mødt på generalforsamlingen.


Ad pkt. 2. Valg af referent


Bestyrelsen foreslog at Pernille, have 6, blev valgt som referent.


Ad pkt. 3. Valg af 3 stemmetællere


Helle, have 73, Henrik, have 72 og Bettina, have 30 meldte sig og blev valgt.


Ad pkt. 4. Beretning ved formanden


Formanden indleder med at fortælle, at vi har mistet 2 medlemmer Agner Mortensen og Birthe Nielsen. Vi holder 1 minuts stilhed.

Herefter fortsætter Formanden med sin beretning:

”Dette er vores første generalforsamling og 1 år er gået, siden vi startede som helt ny bestyrelse. Der er røget nogle fra i svinget, af forskellige årsager, og der er kommet nye til.

Vi har helt sikkert lavet nogle bommerter undervejs, men vi lærer hele tiden. Så det ender forhåbentlig med, at vi bliver udlært en dag.

Vi har fået 22 nye medlemmer i foreningen, den sidste nye i dag. Velkommen til jer.

Vi har holdt sommerfest, der var ikke så mange tilmeldt, men os der var der, havde en god aften. Vi gør det igen i år og håber der er flere, der har lyst til at deltage.

Vi har også haft en lørdag med gule ærter, god tilslutning og Hr. Ibsen, kokken, kommer gerne igen.

Spørgsmål til bestyrelsen: Hvor kan jeg finde forretningsorden for bestyrelsen? Svar: Vi har vedtægter og derfor skal vi ikke have en forretningsorden. Bestyrelsen har beføjelse til at handle ud fra vedtægterne.

Vi har sat en postkasse op, håber i vil bruge den til gode ideer om arrangementer og hvor vi evt. skal gøre noget på vores fælles arbejdsdage.

Der er taget kontakt til kommunen ang. Fældning af træer og tilbagemeldingen er, at vi selv skal sørge for det. Det kræver dog en tilladelse fra bestyrelsen og det skal udføres af en autoriseret person. Kommunen kommer kun, hvis der er risiko for, at nogle træer vælter ned i nogle huse. Der vil blive lavet et opslag ang. dette således, at vi kan hyre en i fællesskab.



Vi har i bestyrelsen modtaget et mistillidsvotum: ”Det er en generalforsamlingsbeslutning, fra 2016 om at Juuls Vagtservice, skulle rundere vinteren 2016/2017, frem til påske, men aftalen har tilsyneladende været sagt op. Hvem har opsagt aftalen?? Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed og beslutninger herfra kan ikke ændres af andre end generalforsamlingen. En tilsidesættelse af en generalforsamlingsbeslutning er et alvorligt tillidsbrud og bør have konsekvenser.”

Formanden spørger: ”Hvad skal konsekvensen være?” Det viser sig, at Juuls Vagtservice kun var bestilt til vinteren 2015/2016 og skulle have været genbestilt, hvis ordningen skulle fortsætte. Dette var Bestyrelsen ikke bekendt med og beklager.

Flere medlemmer kommer med bemærkninger: ”intet problem”, ”lad den ligge der” og alle enes om, at der ikke er noget problem i forhold til dette og at der er enighed om, at have tillid til Bestyrelsen.

Dirigenten påpeger, at man såfremt man har problemer med bestyrelsen, henvender sig til bestyrelsen.

Kirsten, have 11, foreslår en afstemning, men dette afvises.

Formanden afslutter sin beretning med, at ønske alle en god og varm sommer.

Formandens beretning godkendes.


Ad pkt. 5. Regnskab 2016 og budget 2017 v/kassereren.


Inden kassereren begynder sin beretning får formanden ordet: Der har været rejst tvivl om besættelsen af kassererposten. Tina, have 16, valgte at sælge sin have og foreningen stod så uden kasserer. Formanden kontaktede Connie, kredsformanden og sagde at hun havde en mulig kandidat Ulla, revisor. Connie konfererede med hovedforbundet og vi fik grønt lys. Således sparede vi hvad det ellers ville have krævet af tid og penge hvis vi skulle have indkaldt til ekstraordinær generalforsamling.

Dirigenten påpeger, at det er i overensstemmelse med forretningsgangen først at spørge en valgt revisor om at overtage posten, inden der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling. Så det er foregået lige efter bogen. Suppleanten fortsætter indtil næste generalforsamling.

Herefter overtager Kassereren ordet.

Starter med at gøre opmærksom på at regnskabet fra 2015 ikke er medtaget pga. forskellige måder at opstille regnskab på og at det derfor ikke kan ses i forhold til hinanden.

Spørgsmål til regnskabet: Hvor mange haver betaler leje? Formanden svarer: ”Nogle betaler ikke f.eks. betaler bestyrelsen ikke og andre der yder en indsats ang. driften betaler heller ikke (pasning af grønne arealer, rengøring, vicevært).”

Diverse omfatter bl.a. porto, rykkergebyrer, afgifter, hjemmeside etc.

Der er indkøbt i 2016 ny opvaskemaskine og støvsuger til klubhuset.

Ang. vandafgift budgettet, vil der i 2017 komme en ekstraregning pga. det brud der var sidste sommer. Kommunen påtager sig noget af regningen, men ikke det hele.

Møder, kurser m.m. er f.eks. udgifter til pligtdage, generalforsamlinger, etc.

Kontingent er til Kolonihaveforbundet.

Diverse indeholder bl.a. computer til kassereren, annoncer, harddisk, vagtservice og gavekort ifm. hjælp udefra.

Ang. renovation kan vi regne med, at der vil komme en stigning på renovation.

Spørgsmål til bestyrelsen ang. hvorfor regnskabet ikke er sendt ud sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen?

Dirigenten: Regnskaber bliver ikke sendt ud. Ser det fornuftigt ud, kan man hurtigt få et overblik. Der står ikke i nogen foreninger, at det skal sendes ud.

Regnskab 2016 og budget 2017 godkendes.


Ad pkt. 6. Indkomne forslag


Dirigenten konkluderer, at der ikke er nok havelejere repræsenteret til at stemme om vedtægtsændringer. Endvidere skal der forhandles ny lejekontrakt med Kalundborg kommune og når den er på plads skal der muligvis også ændres på vedtægterne. Derfor foreslår han, at vi afventer.

Generalforsamlinger skal måske ikke ligge ifm. Helligdage mht. fremmøde.

Der bliver spurgt om den nye lejekontrakt bliver tilsendt. Det gør den og der vil formentlig blive lavet en ny lejekontrakt pr. have.


Ad pkt. 7. Valg (navnene i parentes er sidste års valgte)


  1. Kasserer for 2 år (Tina) Ulla Thomsen have 15 blev valgt uden modkandidat
  2. 1 bestyrelsesmedlem for 2 år (Kim) + 1 bestyrelsesmedlem for 2 år (Tim) Pernille, have 6 + Henrik, have 72, blev valgt uden modkandidater
  3. 2 suppleanter for 2 år (Pernille + Sine) Bettina, have 30  + Kirsten, have 11 blev valgt uden modkandidater
  4. 1 revisor for 1 år (Ulla) Trine, have 24 blev valgt uden modkandidat
  5. 1 revisor for 2 år (Gritt) Gritt, have 58 blev genvalgt uden modkandidat
  6. 2 revisor suppleanter for 2 år (Tina + Bettina) Liza, have 51, blev valgt uden modkandidat


Ad pkt. 8. Eventuelt


Formanden: De dybe spor, nogle har lavet på de grønne områder, skal de selv sørge for at fylde op med grus. Ellers kan der ikke slås græs., Vi vil leje en flis maskine, hvis der gives lov fra kassemesteren. Der bliver bestilt grus.


Dirigenten: Der holdes formandsmøde inden så længe, og der snakker vi materialer grus, hækkeplanter, vejmateriale, etc.


Ang. bestilling af hækkeplanter. Ønsker kan puttes i postkassen.


Formand: Vores bede omkring klubhuset er kedelige. Opfordre til, at alle, hvis de har noget overskydende fra haven eks. stauder, planter dem her.


Er der nogen tomme haver? Nej


Dirigenten takker for god ro og orden.


Dirigent Jan Ole Jensen



Referat Pernille Jensen